I slutningen af 1970érne troede man på fred i mellemøsten, da der var fredsforhandlinger igang mellem Egyptens leder Sadat og den israelske premierminister.
Fredsaftalen indebar at Sinaihalvøen, som Israel havde erobret i 1967 skulle tilbage til egypterne og det var da uvidst om der stadig kunne arrangeres dykkerture hertil. Det blev derfor i 1980 besluttet at arrangere en sidste dykkertur til Sinai. Denne gang i samarbejde med SUG i Skovshoved (Skovshoved undersøiske gruppe), Danmarks første dykkerklub. Et medlem herfra havde adgang til billig luftfragt, så alt det tunge udstyr inklusiv klubbens gummibåd blev på forhånd sendt med luftfragt til Tel Aviv i Israel. Det var planen at vi med gummibåden kunne komme ud til de mere fjerntliggende rev, som ikke kunne nås fra kysten. En kold novembermorgen i 1980 mødtes vi i lufthavnen i Kastrup, forsynede os med sprut og øl i den toldfri butik og steg efter en grundig kropsvisitation ombord på flyet til Tel Aviv.
Et af klubbens medlemmer havde en sund skepsis til flyselskabernes påstand om at flyvning er den mest sikre form for transport, så for at dæmpe sin flyskræk tog han hul på den indkøbte spiritus. Hans sidemand påstod at han også led af flyskræk og havde behov for behandling herfor. De to dykkere fik effektivt bekæmpet deres flyskræk, så da vi landede i Lod Airport udenfor Tel Aviv var flasken næsten tom og de to dykkere så fulde, at de måtte slæbes ud af flyet. Ved paskontrollen gik det galt. Den ene af de svært berusede dykkere faldt ind over skranken og blev liggende her. Straks var vi omringet af lufthavnsbetjente og maskinpistolbevæbnede sikkerhedsfolk. De ville køre den syge mand til nærmeste lazarat og kun takket være den gamle redaktørs veltalenhed lykkedes det os at få ham med ud til de lejede folkevognsrugbrød.
Bilerne blev proppet med udstyr og dykkere og så gik det sydpå mod Eilat. Mærkeligt nok ankom vi efter nogen tids kørsel til en by nord for lufthavnen. Turlederen havde vendt kortet på hovedet, men det blev hurtigt rettet og efter et kort stop i ørkenbyen Be’er Sheva for at få aftensmad ankom vi sent om natten til Eilat Næste morgen fortsatte vi sudpå langs Sinai’s østkyst ned til Sharm El Sheikh, hvor der blev slået lejr på stranden ved Na’ama Bay. Herefter fulgte en uge med to til tre daglige dyk ved alle de gode dykkersteder i området: Shark Reef, Shark Observatory, Ras Umm Sidd (Shark Point), Amphores og Paradise. Sidstnævnte sted var et utroligt flot dykkersted syd for Na’ama med massive koraltårne som rejste sig fra bunden på 20-25 meters dybde. Ikke langt herfra lå dykkerstedet “Fiasko”. Der er ofte ikke langt fra succes til fiasko. De store planer om at sejle med gummibåden ud til rev der ikke kunne nås fra kysten viste sig også at være for besværlige i praksis.
De gamle dykkere fra SUG havde kun meldt sig til en uges dykning, men nogle af dem var jo også veteraner fra sportsdykningens start i slutningen af 1950’erne, hvor man dykkede med hjemmelavet udstyr af gamle gasregulatorer og hvor dykkerdragten var en ulden trøje og en regnfrakke. Vi kørte dem tilbage til Eilat efter en uge, mens Baracuda’erne og et par yngre SUG’er tog endnu en uge sydpå med intensiv dykning, herunder en ikke ufarlig dykning i Blue Hole nord for Dahab. Efter to ugers dykning var vi godt mættede med oplevelser og nitrogen tilbage i Eilat. Dykkerudstyret blev skyllet og pakket sammen. De sidste par dage skulle vi være turister. Turlederen formanede os om, at vi ikke skulle blive hængende for længe i baren om aftenen, da vi næste dag skulle meget tidligt op hvis vi skulle nå til Jerusalem og undervejs besøge Masada-klippefæstningen og bade i det Døde Hav. Næste morgen mødte turlederen og et par tidligere omtalte dykkere ikke op til morgenmaden. De måtte vækkes med voldsom larm og hives ud af sengene. De var aftenen inden lusket over på en bar i et hotel som uheldigvis lå for enden af landingsbanen i Eilats lufthavn. Larmen fra de landende jetfly, som i lav højde fløj hen over hotellet, havde åbenbart udløst et nyt anfald af flyskræk.
Vi måtte opgive at besøge Masada, hvor en lille jødisk styrke i år 73 i lang tid holdt stand mod en overlegen romersk hær. Der blev dog tid til et bad i Det Døde Hav, hvor man på grund af det høje saltindhold flød ovenpå som en prop. Det var lige før at man kunne gå på vandet ligesom Jesus. Vi kørte videre nordpå mod Jerusalem gennem den besatte vestbred og ankom til den hellige by om aftenen og blev indkvarteret på et vandrehjem, hvor der ikke måtte nydes spiritus. Da vi var godt tørre i halsen efter den lange køretur gennem ørken og øde områder, gik vi op mod den gamle bydel som lå på en bakketop omkrandset af høje mure og fæstningsværker. I en af de snævre gader bag Jaffa-porten fandt vi et kælderværtshus og fik stillet tørsten i den lokale øl. Nogle af dykkerne havde muligvis slugt lidt af det salte vand fra Det Døde Hav, så de var meget tørstige og blev hængende her resten af aftenen, mens de øvrige tog en hurtig rundtur i den gamle bydel, som er opdelt i forskellige religiøse kvarterer. Der var stor forskel på områderne. I det jødiske kvarter var husene pæne og nyistandsatte, men der var ikke ret mange mennesker. I det muslimske kvarter var det lige modsat: støvede jordveje og et mylder af mennesker, her i blandt nogle meget påtrængende gadesælgere som ikke kendte til civiliseret opførsel.
Næste dag besøgte vi de hellige områder i den gamle bydel. Ad snævre gyder og stræder kom vi frem til pladsen foran Grædemuren, bevogtet af israelske soldater. Her stod ortodokse jøder i lange sorte frakker og nikkede med hovederne næsten i ekstase foran resterne af vestmuren af Kong Salomons Tempel, mens de græd over tabet af templet ved Jerusalems ødelæggelse i år 70. Bagefter stak de små sedler med bønner ind i fugerne mellem de enorme fundamentsblokke. Fra pladsen var der en opgang til tempelområdet oppe over Grædemuren. Her kom man først til den mindre Al Aqsa Moske og herfra videre op på den øverste del af Tempelpladsen, hvor den store ottekantede Omar Moske (Klippemoskeen) med den gyldne kuppel er bygget over toppen af klippen (Morijabjerget). Vagten skulle have nogle penge for at lukke os vantro ind i helligdommen hvor vi også måtte smide skoene. Under kuplen førte en trappe ned til en krypt hvor toppen af klippen stak op af fundamentet. Klippetoppen var helt blankslidt af utallige berøringer gennem tiderne. Det var her Abraham nær havde ofret sin søn Isak og hvorfra profeten steg til himmels, så dette sted er for muslimerne et af de helligste steder på jorden, kun overgået af Kaaba’en i Mekka.
Fra Tempelpladsen gik vi ad Via Dolorasa, hvor Jesus vandrede med sit kors, ud til Damaskusporten og gennem denne til den moderne vestlige del af Jerusalem, hvor vores vandrehjem lå. Til slut kørte vi op på Olivenbjerget øst for byen hvorfra der var en storslået panorama-udsigt over hele Tempelpladsen og den gamle bydel og ned i Gethsemane Have neden for bjerget, hvor Judas forrådte Jesus for tolv guldpenge. Den gamle bydel inklusiv Tempelpladsen er mindre end en kvadratkilometer i areal. Alligevel har dette lille område haft afgørende betydning for verdenshistorien. I århundrede er der kæmpet om dette område. En kamp som nok ikke er slut og som ifølge myterne først vil slutte, når Messias med sin hær af luftbårne engle atter stiger ned på jorden og genopretter guds rige.
Det var svært at løsrive sig fra dette sted hvor historiens vingesus næsten kunne mærkes, men flyturen hjem til København ventede. Fra højderyggen som Jerusalem er bygget på gik det nu i fuld fart ned ad motorvejen mod Tel Aviv til Lod Airport, hvor vi denne gang slap gennem paskontrollen uden problemer. Flyrejsen hjem blev forsinket fordi vi måtte vente på at præsident Sadat’s fly skulle lande for at fejre fredsaftalen med israelerne. Som tak for fredsaftalen slog islamisterne i Egypten senere Sadat ihjel. Men det er en helt anden historie som endnu ikke er afsluttet.
Stidsen