DYK-ET MED DÅBSASPIRANTER, SVANEMØLLEHAVNEN 10.AUGUST 1985.
I mange ro-og sejlklubber har der i årevis været tradition for en såkaldt ”Kanindåb”, hvor nye klubmedlemmer gennemgik et optagelsesritual foretaget af Kong Neptun og hans svende, hvorefter de døbte, ofte udklædte personer blev smidt i havnen. ”So ein ding mussen wir aus haben”, siger et tysk ordsprog og det var også holdningen i Baracuda i slutningen af 1970`erne. Som dykkerklub skulle vi naturligvis ikke stå tilbage for andre søsportsklubber. Vi skulle også have en dåb af klubbens nye medlemmer. Lørdag 1.september 1979 foregik Baracudas første båd af nye og enkelte gamle medlemmer i Fiskerihavnen, hvor klubbåden Dyk-Et havde kajplads. I klubbladet Baracuda Information januar 1980 er der en meget levende beretning om hvad der skete denne dag i Sydhavnen:
Som I vel har læst i Søndagsavisen, stod Fiskerihavnen på den anden ende lørdag d.1/9-1979. Hvad skete der dog på kajen ved vej 8. Der var et kæmpeopløb, og nogle underlige personer løb rundt på kajen. Disse personer, i deres særprægede klæder, var skarpt forfulgt af et par granvoksne bødler, iført sorte dragter, hætter over hovedet og med blodplettede økser. Det værste var nu nok, at ude på vandet stod en præst, i sort ornat med en sønderrevet paraply og velsignede bødlernes jagt på de små uskyldige væsner. Hvis man læste Søndagsavisen fandt man ud af, at det ikke var et fatamogana, men Baracuda-dykkerne der stod for deres dåb.
Som alt hvad Baracuda arrangerer, klappede det hele som det skulle. Båden var trukket ud fra kajen, så alle nysgerrige kunne nyde synet på sikker afstand (troede de). De udvalgte var ombord, KVS i lang hvid dåbskjole med kyse på hovedet og sut i munden. Doktor-Kaj var iført en 4 m2 stor ble, som viste sig at være for lille, han kunne nemlig ikke holde sig tør. Per Strøh var ukendelig i lang stribet natkjole og bowlerhat. Vores eksformand kom, som sædvanlig, i fint jakkesæt, han smed dog frivilligt jakken. De øvrige var mere eller mindre påklædte og Karen kom selvfølgelig i almindeligt tøj, hun vidste beklageligt nok ikke hun skulle døbes.
Da bødlerne og præsten havde indtaget deres posioner på agterdækket, blev de kære børn, efter tur, lagt på en sæbeindsmurt vippeanordning, hvor de måtte gennemgå en skønhedskur, der aldrig er set magen til, i hvert fald ikke i Fiskerihavnen. Der var ikke en bar plet, hvor de ikke var grønne eller røde, og for at gøre det fuldendt, fik de alle en kyllingeabort med på vejen. Præsten ville åbenbart bøde lidt på djævelskaben ved at give dem en tår af en sutteflaske, (han påstod bagefter, at det var Gl. Dansk) inden de røg ud på den grønne hylde. Efter endt dåd, gik alle grassat: Kæmpe-babyen Markmus skubbede til præsten, der røg ud over agter, og ind gik så den vilde jagt på alle tobenede væsner, der opholdt sig på kajen.
Det er nok første gang i Baracudas historie, der har været så mange medlemmer i vandet, på en gang. Det skal dog siges, at alle var fantastisk hjælpsomme, samtlige blev båret ud over kajkanten. Da Sally, det kære væsen, havde sørget for varme pølser med gemyse til alle, var der en der syntes hun stod i vejen, så ud røg hun, med øl, paptallerken og pølsetang. Hun var nu så betænksom, at hun kom op igen – med pølsetangen, så vi ikke brændte vores fingre, når vi skulle have pølserne op af gryden.
Om aftenen var der dåbsfest i klubben, hvor der til lejligheden var skrevet en dåbssang med vers om dåbsbørnene. Dengang fortsatte festerne til ud på morgenen og blev ofte afsluttet med et besøg hos bageren på vej hjem. Fotoet er fra en senere dåb i Svanemøllehavnen, hvor dåbsaspiranterne lænkede som galejslaver med stave skulle ro Dyk-Et ud til stedet for dåbshandlingen. En håbløs opgave, da båden vejede over 5 tons. Efter en tids roning hvor Dyk-Et kun havde flyttet sig få meter forbarmede skipper si over de stakkels dåbsaspiranter og startede motoren. Teksten på det skilt, som en fræk aspirant havde medbragt, var dengang lidt vovet, men blev dog tolereret af Kong Neptun. Det var nok ikke sket i dag.
F.Stidsen